Ryslinge Tagdækning

Nyheder

Varmt arbejde

Torsdag 18. november 2021

DBI’s nye vejledning har præciseringer og tydeligere ansvarsfordeling, som skal gøre det nemmere og mere sikkert at udføre varmt arbejde. Det oplyser DBI (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut) i deres nyhedsbrev d. 15. november 2021.

Den nye vejledning 'Brandteknisk Vejledning 10' erstatter versionen fra 2008 og indeholder bl.a. opdateret indhold, som tager udgangspunkt i nye regler på relevante områder for varmt arbejde. Bl.a. er ansvars- og rollefordelingen nu tydeligt defineret, ligesom der også er kommet en klar ansvarsopdeling, alt efter om bygherre er professionel eller privat.  

Den nye vejledning byder også på en ny aftaleblanket som skal underskrives forud for udførsel af bl.a. tagdækningsarbejde.

Ryslinge Tagdækning hilser ny aftaleblanket velkommen.
Indehaver Johnny Poulsen er medlem af 'Tagdækningssektionens Miljø- og Sikkerhedsudvalg' under Dansk Industri, og har således været inddraget i dialogen omkring den nye aftaleblanket, som fylder rigtig meget i vores hverdag.

"Aftaleblanketten for udførsel af Varmt arbejde fylder rigtig meget i vores hverdag i og med at den skal udfyldes/underskrives for hver eneste opgave hvor vi skal påsvejse tagpap. Den tidligere blanket har ofte givet anledning til spørgsmål fra vores kunder. Vi glæder os derfor over den nye vejledning, hvor der nu er en tydeligere ansvars- og rollefordeling, som også gør det lettere i håndteringen i forbindelse med varmt arbejde for private", udtaler Johnny Poulsen."Den nye vejledning og aftaleblanket har også den store fordel at 'Bestiller' af arbejdet (f.eks. en tømrermester) kan underskrive på vegne af bygherre, hvilket letter vores daglige administration væsentligt", fortsætter han. Ryslinge Tagdækning udfylder hvert år mere end 550 aftaleblanketter.

Læs hele DBIs nyhedsbrev her